Blog
Bloggen på os2.eu bruges til indhold, der har brug for mere plads end eksempelvis et LinkedIn-opslag eller en kort nyhed.
Det kan blandt andet være cases, erfaringer, faglige perspektiver, fortællinger fra produktfællesskaberne og indhold, som kan være relevant at finde og dele over længere tid.
Indholdsfortegnelse
Hvem kan bidrage?
Indhold til bloggen kan komme fra OS2-sekretariatet, produktfællesskaber, leverandører og andre samarbejdspartnere.
OS2 tager gerne imod forslag til gæsteblogs. Har du en idé eller et udkast, så kontakt OS2-sekretariatet, så vi kan tale om relevans, vinkel og publicering.
Det skal være tydeligt, hvem der er afsender eller forfatter til indholdet.
Sekretariatet skriver ikke blogindlæg på bestilling for de enkelte produkter. Produktet eller den relevante bidragyder leverer derfor som udgangspunkt selv indhold eller et udkast. Sekretariatet kan bidrage med redaktionel og kommunikationsfaglig sparring og står for den endelige publicering på os2.eu.
Hvornår er bloggen relevant?
Blogformatet er særligt relevant, når der er behov for at:
- fortælle en case eller erfaring mere udfoldet
- dele viden eller perspektiver, som har værdi ud over en enkelt nyhed
- samle information, som andre skal kunne finde og linke til
- give plads til stemmer fra produktfællesskaber, leverandører eller samarbejdspartnere
Blogindhold kan efterfølgende bruges som afsæt for kommunikation i andre kanaler, eksempelvis LinkedIn eller nyhedsbreve.
Sådan bidrager du med et gæsteindlæg
Har du lyst til at skrive til OS2’s blog? Her er nogle enkle anbefalinger, som hjælper med at gøre dit indlæg klar til publicering.
Indhold og struktur
Du behøver ikke følge en bestemt skabelon, men byg gerne dit indlæg op med:
- Overskrift: En kort, sigende titel, der fortæller, hvad indlægget handler om.
- Manchet: Et par linjer, der introducerer emnet og giver læseren lyst til at læse videre.
- Brødtekst: Del teksten op i korte afsnit med beskrivende mellemoverskrifter. Brug gerne konkrete eksempler og relevante links.
Skriv gerne med fokus på erfaringer, perspektiver eller viden, som andre kan få glæde af – frem for ren produktmarkedsføring.
Billeder, grafik og video
Billeder og andet visuelt indhold er meget velkomment!
- Send billeder og grafik som separate filer i god kvalitet, gerne i original størrelse.
- Oplys, hvem der skal krediteres for materialet.
- Sørg for, at du har rettighederne til at dele materialet, og oplys eventuelle særlige licensvilkår.
- Videoer kan deles som links.
Rettigheder og genbrug
Indhold på os2.eu udgives under Creative Commons Kreditering-DelPåSammeVilkår 4.0 (CC BY-SA 4.0).
Det betyder, at andre må dele, genudgive og bearbejde indholdet, også kommercielt, når de krediterer ophavspersonen og overholder licensvilkårene. Dit indlæg kan altså også blive gengivet i andre medier.
Du skal derfor have ret til at stille din tekst til rådighed under denne licens. Billeder og andet materiale med særskilte rettigheder aftales med sekretariatet.
Send dit indlæg
Send dit indlæg til os2@os2.eu, gerne som et redigerbart dokument, sammen med:
- Eventuelle billeder, grafikker og links til video
- Navn, titel og organisation på forfatteren
- Oplysninger om kreditering og rettigheder til medfølgende materiale
OS2-sekretariatet står for den endelige redaktionelle tilpasning og publicering. Vi tager kontakt, hvis der er spørgsmål eller behov for større ændringer.
Få hjælp
Har du en idé til et blogindlæg, kan OS2-sekretariatet bidrage med redaktionel og kommunikationsfaglig sparring.