Kommunikation for leverandører
Leverandører spiller en vigtig rolle i kommunikationen om OS2’s produkter. I ligger ofte inde med viden, cases og erfaringer, som kan være relevante for både produktfællesskabet og andre målgrupper.
God kommunikation omkring et OS2-produkt er en fælles indsats mellem leverandør, produktfællesskab og OS2-sekretariat.
Kort fortalt
- Tag gerne kommunikation med ind i det løbende samarbejde omkring produktet.
- Gør det tydeligt, at et OS2-produkt er fællesskabets produkt – ikke leverandørens eget produkt.
- Tag fat i produktforvaltningen eller sekretariatet, når der er en historie, case eller kommunikationsmulighed, som kan være relevant at løfte sammen.
Indholdsfortegnelse
- Kommunikation som en del af samarbejdet
- Vær tydelig om ejerskabet
- Del historier og kommunikationsmuligheder
- Som del af onboarding
- Se også
Kommunikation som en del af samarbejdet
Kommunikationen står stærkere, når den tænkes ind i det løbende samarbejde omkring produktet.
Det kan derfor være en god idé løbende at tale om kommende aktiviteter, historier, cases og kommunikationsbehov på møder mellem leverandør og produktorganisation.
Produktorganisationen har kendskab til produktets retning, prioriteringer og fællesskab. Leverandøren bidrager blandt andet med erfaringer fra udvikling, drift, implementering og samarbejde med anvendere. OS2-sekretariatet kan bidrage med kommunikationsfaglig sparring, fælles kanaler og koordinering på tværs.
Vær tydelig om ejerskabet
Fælles ejerskab er et centralt princip for OS2’s produkter.
Når du kommunikerer om et OS2-produkt som leverandør, skal det derfor fremgå, at der er tale om et OS2-produkt. Produktet må ikke omtales på en måde, der får det til at fremstå som leverandørens eget eller eksklusive produkt.
Skriv eksempelvis OS2xxx, OS2-produktet eller OS2-fællesskabets løsning frem for vores løsning eller vores produkt, når du omtaler selve produktet.
Det er selvfølgelig stadig jeres virksomhed, der leverer de ydelser, I selv står for. Det kan fx være jeres implementering, drift, support eller rådgivning omkring et OS2-produkt.
Del historier og kommunikationsmuligheder
Har I en case, et arrangement, en nyhed eller en erfaring, som kan være relevant for andre, så tag gerne fat i produktforvaltningen eller OS2-sekretariatet.
Sekretariatet kan blandt andet bidrage med:
- sparring om målgruppe, budskab og vinkel
- koordinering med produktets øvrige kommunikation
- vurdering af mulighederne for at bruge OS2’s fælles kommunikationskanaler
- materiale og grundlæggende information om OS2
- logoer, visuelle retningslinjer og øvrige kommunikationsmaterialer
Hvilke historier der kommunikeres om, hvornår og gennem hvilke kanaler, afhænger af den konkrete sammenhæng.
Som del af onboarding
Som en del af onboarding introduceres nye leverandører til OS2’s kommunikationspraksis og henvises til relevante vejledninger og materialer.
I forbindelse med onboarding kan OS2 desuden indsamle en kort beskrivelse eller udtalelse om leverandørens samarbejde med OS2. Materialet kan senere anvendes i ekstern kommunikation om OS2’s leverandører, eksempelvis på os2.eu, LinkedIn eller i nyhedsbreve.