Funktionsbeskrivelse – Enterprise arkitekt i OS2

Formål med stillingen

Formålet med stillingen er at sikre høj kvalitet, bæredygtighed og genbrug i OS2’s open source-produkter og projekter. Enterprise arkitekten understøtter OS2’s medlemmer og produktfællesskaber med rådgivning, principper og værktøjer, så udvikling og forvaltning sker i overensstemmelse med:

  • OS2’s styringsmodel,
  • open source-principper,
  • fællesoffentlige arkitekturprincipper,
  • og internationale standarder.

Stillingen er central for at professionalisere OS2’s praksis og sikre, at OS2’s løsninger holdes som open source, kan skaleres, genbruges og skabe værdi på tværs af det offentlige.

Ansvarsområde

Enterprise arkitekten har ansvar for at:

1. Rådgive OS2’s medlemmer og produkter om IT-arkitektur

  • Give teknisk sparring til produktfællesskaber om systemdesign, integration og teknologivalg.
  • Sikre at løsninger bygger på fællesoffentlige arkitekturprincipper, internationale standarder og kan indgå i større sammenhænge.
  • Understøtte leverandøruafhængighed og flerleverandørmodeller.

2. Fremme upstream genbrug og open source-principper

  • Fremme genbrug af eksisterende, standardiserede komponenter for at undgå duplikeret udvikling.
  • Sikre at OS2’s produkter lever op til grundlæggende open source-principper og at de fire friheder sikres.
  • Bidrage til at OS2’s fællesskab har ejerskab og styring over kodebaser.

3. Udarbejde vejledninger, principper og guides

  • Udvikle og vedligeholde OS2’s værktøjskasse med metoder til forvaltning af kodebaser.
  • Beskrive principper for dokumentation, test, sikkerhed og kvalitet i OS2-projekter.
  • Udarbejde retningslinjer for brug af internationale standarder.

4. Sikre OS2’s position som professionelt udviklingsfællesskab

  • Bidrage til, at OS2 fremstår teknisk kompetent i dialog med KL, KOMBIT, Digitaliseringstyrelsen og andre aktører.
  • Deltage i nationale og internationale netværk.
  • Være med til at definere og udvikle OS2’s styringsmodel på det tekniske område.

Arbejdsopgaver og prioritering

For at skabe klarhed og realistiske forventninger anvendes prioriteringsmodellen MUST, SHOULD, COULD. Modellen kendes fra projekt- og porteføljestyring (MoSCoW-metoden) og bruges til at adskille:

  • MUST – opgaver der er uundværlige for at OS2 kan fungere.
  • SHOULD – opgaver der er vigtige, men som kan tilpasses efter ressourcer.
  • COULD – opgaver der er ønskelige og gennemføres, hvis der er ekstra tid eller mulighed.

Ved at bruge modellen kan både medarbejder og ledelse løbende prioritere opgaverne, så kerneopgaver altid løses, mens øvrige indsatser tilpasses ressourcer og strategiske behov.

MUST (skal løses for at OS2 kan fungere)

  • Rådgivning af produktfællesskaber om arkitektur, open source-principper og fællesoffentlige standarder.
  • Bidrage til professionalisering af OS2’s styringsmodel på det tekniske område.
  • Anvise og levere implementeringshjælp til vejledninger og principper for forvaltning af kodebaser.
  • Anvise metoder til kvalitet og dokumentation i OS2’s produkter.
  • Fremme upstream genbrug og udvikling af fælles komponenter.

SHOULD (bør løses, når ressourcerne er til stede)

  • Deltage i nationale netværk (KL, KOMBIT, Digitaliseringsstyrelsen) og understøtte OS2’s rolle i fællesoffentlig digitalisering.
  • Udarbejde guides til anvendelse af internationale standarder (fx Public Code, CNCF).
  • Bidrage til fælles videndeling og workshops i OS2-fællesskabet.

COULD (nice-to-have, når der er ekstra tid eller ressourcer)

  • Aktiv deltagelse i internationale netværk og konferencer.
  • Udvikle og afprøve nye metoder og værktøjer til open source governance.
  • Udarbejde eksempler og showcases på tværgående arkitektur og integrationer.
  • Støtte medlemmer i særlige arkitekturprojekter.

Samarbejdsrelationer

  • Sekretariatschefen (primær reference).
  • Øvrige medarbejdere i OS2-sekretariatet (kommunikationsmedarbejder, produktkoordinator, produktkonsulent).
  • OS2’s bestyrelse.
  • Produktfællesskaber, styre- og koordinationsgrupper.
  • Samarbejdspartnere: KL, KOMBIT, Digitaliseringsstyrelsen, internationale OSPO-netværk.

Faglige kvalifikationer

  • Solid forståelse af IT-arkitektur og samspillet mellem forretning, strategi og teknologi.
  • Erfaring med open source-udvikling, versionstyring og change-management værktøjer samt forvaltning af kodebaser.
  • Kendskab til fællesoffentlige arkitekturprincipper og internationale standarder.
  • Evne til at udvikle vejledninger og principper på teknisk niveau.

Personlige kvalifikationer

  • Praktisk orienteret og med et udviklingsmindset.
  • Stærk i tværgående samarbejde og videndeling.
  • Selvstændig, systematisk og i stand til at prioritere.
  • Nysgerrig, åben og motiveret for at hæve kvaliteten i OS2’s løsninger.

Øvrige forhold

  • Timetal: 37 timer pr. uge.
  • Ingen personaleansvar.
  • Ingen selvstændigt budgetansvar, men bidrager til planlægning af tekniske udviklingsaktiviteter.
  • Funktionsbeskrivelsen revideres løbende og afstemmes årligt i samråd med sekretariatschefen.

This site uses Just the Docs, a documentation theme for Jekyll.